Andre adfærdsproblemer

Andre adfærds-problemer

Der findes mange forskellige grunde til, at katte kan få adfærdsproblemer. Mange af problemerne kan undgås ved forebyggelse og forståelse af kattens natur. Nedenunder giver vi nogen eksempler på adfærdsproblemer og løsninger på disse.

Kradsen uhensigtsmæssige steder

Dette kan forebygges ved at sørge for, at der er et kradsetræ til rådighed, når katten ankommer til hjemmet. Du må aldrig vente med at anskaffe kradsetræet, for hvis katten først er gået i møblerne, kan det være yderst vanskeligt at komme af med den dårlige vane. Du lærer katten at bruge træet ved at lege med katten og føre legetøjet op af træet. Du kan også bruge baldrian på kradsetræet for at gøre det mere indbydende.

Katte har behov for at bruge deres klør. De afmærker deres territorium ved at kradse og holder deres kløer ved lige. Det er vigtigt også at overveje, hvilke kradsetræer katte er glade for, og hvor det skal placeres. Katte bruger også træet til at strække sig på. Derfor er det vigtigt, at det er højt. Desuden kan mange katte ikke skelne imellem et kradsetræ, der hænger på væggen og tapet. Kradsetræet skal helst placeres centralt i hjemmet fx i stuen, da det er der, katten og menneskerne opholder sig oftest.

Hvis katten ER startet med at kradse i møbler

Du kan anspore katten til at bruge kradsetræet ved at flytte det i nærheden af kradsestedet og forhindre katten i at kradse i møblerne. Du kan fx bruge dobbeltklæbende tape, plastic eller flytte møblet. Dette er kun for en periode, indtil katten igen har lært at bruge træet. Når katten er begyndt at bruge træet, flytter du det meter for meter tilbage på plads. Det er vigtigt hurtigt at tage fat i den dårlige vane, da det ellers kan gå hen og blive en indgroet vane hos katten Du bør altid huske, at det er en del af kattens natur at kradse, og det er din opgave at indrette hjemmet, så det bliver indbydende for katten at kradse de rigtige steder.

Katten bider i ledninger

Bider din kat/killing i ledninger, kan du løse problemet ved at gnide ledningerne med rå løg eller smøre dem med citronsaft. Du kan også bruge kabelbakker, så katten ikke kan komme til ledningerne.

Katten går i potteplanterne

Dette problem støder man oftest på hos katte, der kun lever indendørs. Det kan være, den vælter potteplanterne, bider i dem eller graver i jorden. Husk at dit hjem bør indrettes, så katten også kan leve der. Katte, der lever inde, har behov for at kunne bevæge sig på hylder, vindueskarme og reoler. Tænk derfor på, om katten har mulighed for dette, eller om der er nips og planter overalt.

Det er vigtigt at dække kattens behov. Derfor bør den også have mulighed for at kunne spise kattegræs. Mange katte går i planter; enten fordi de mangler græs eller pga. kedsomhed. Få ideer til aktivering fra "Aktivitetsfolderen" under ”Trivsel” – ”Indekatte”.

Har du problemer med, at katten graver i planterne, kan du komme sten på jorden. Hvis katten bider i planterne, og du har sørget for kattegræs, kan du enten sætte planten et sted hen, hvor katten ikke lige har adgang til den, eller du kan fugte bladene med fx citronsaft.

Killinger skal opdrages til at lade planter være. Du er derfor nødt til at bruge fx en vandpistol eller fjerne den fra planten 120 gange og sige ”NEJ”.

Hvis katten tigger

Giv kun katten mad, når den IKKE tigger (sover eller er beskæftiget). Beskæftig katten i stedet for. Hold to katte sammen, så de kan underholde hinanden. Kast en bold, en legetøjsmus eller lignende. Hav et stort kradsetræ fra gulv til loft, som katten(e) kan boltre sig i. Dyr kan have det ligesom mennesker, der spiser, når de keder sig. Derfor: Aktivér katten, så den tænker på noget andet end mad. Se ”Aktivitetsfolderen” under ”Trivsel””Indekatte”.

Når katten soignerer sig overdrevent

Hvis katten vasker sig overdrevent, kan det have ubehagelige konsekvenser, dvs. hårløse områder eller betændte sår. Denne handling kan opstå pga. angst, utryghed, stress eller depression over, at katten fx har mistet sin artsfælle (legekammerat). Hvis katten har udført denne handling i lang tid, kan det udvikle sig til en tvangshandling, som kun kan afhjælpes af en dyrlæge med speciale i adfærdsproblemer. Du skal selvfølgelig sikre dig, at katten ikke har lopper eller nogen form for allergi.

Ændrer din kat pludseligt adfærd, bør du altid kontakte dyrlægen eller Kattehjemmet.

  • Trivselindledning.jpg
  • Tigge.jpg
  • Kradsetrae2.jpg