KlummenKommentar til det absurde festmåltid På det internetbaserede socialiseringsværktøj Facebook kan man i disse dage tilmelde sig en nyoprettet gruppe etableret af en flok journaliststuderende fra Journalisthøjskolen i Århus. Mens de fleste andre unge benytter sommerens første uger på enten at læse til eksamen eller dase i strandkanten, har disse engagerede århusianere næret et ønske om at sætte fokus på nogle etiske overvejelser omhandlende forskellen på kæledyr og brugsdyr. Så langt så godt. De har bare skudt fuldkommen forbi målet. I stedet for benytte de journalistiske redskaber, man som studerende må formodes at besidde, og indlede en holdningsmættet debat baseret på dialog mellem faggrupper, meningsdannere og alle os andre semi-proffer, har denne gruppe valgt at tilberede og spise en kat. Vi behøver dog ikke at have ondt af katten; den skulle alligevel aflives, og den har i sit efterliv næppe taget skade af at ende på nogle journaliststuderendes afvigende middagsbord. Alligevel falder denne episode mange danskere for brystet – for hvordan kan man dog få sig selv til at spise et kæledyr? Og netop denne reaktion er årsagen til, at det bizarre måltid blev indtaget foran ivrige fotografer. Du og jeg behøver ikke at være under uddannelse til journalist for at vide, at man hurtigt kan skabe en masse opmærksomhed omkring en given problemstilling, hvis man bryder de gængse normer for god social optræden. Provokation har alle dage været et magtfuldt værktøj; vil man ses, skal man bare jokke tilstrækkeligt mange over tæerne. Men også denne medalje har en bagside: Når man rammer en masse mennesker direkte i hjertekulen for at manipulere med deres følelsesliv for egen vindings skyld, risikerer man at generere nogle reaktioner, man ikke havde forudset – og som absolut ikke er til den aktuelle sags bedste. At benytte en kat som spydspids i forsøget på at penetrere den gængse forestilling om de agtede kæledyr og de negligerede landbrugsdyr er skrupforkert ud fra to synsvinkler: For det første lever de fleste af Danmarks katte under jammerlige forhold, ingen forstandige mennesker kan misunde dem, og katten kandiderer således ikke til at indtage rollen som ”det gode eksempel”. For det andet har det sjældent medført noget frugtbart resultat at portrættere uretfærdighed på baggrund af grænseoverskridende mediestunts. I spørgsmål om dyrevelfærd er det svidende nødvendigt, at debatten holdes så sober og seriøs som overhovedet muligt. Hvis ikke vil de gode kræfter efterhånden lide en langsom død på sladderpressens sørgelige alter. Dyreværn og freakshows hører simpelthen ikke sammen. Man kan spørge sig selv, om vores rebelske studerende mon har siddet og forestillet sig, hvilken ædel dåd de var i færd med at bedrive for de stakkels tremmekalve og burhøns, mens de gnaskede lunser af kattestuvning i sig og skar ansigter til kameraene. Denne skribent har sin tvivl. Fransiska Andersen |