Killinge-stadier

Killinge-stadier

Her kan du læse om livsstadierne hos killingerne og om adfærden, der hører til den pågældende alder.

0-3 uger:

I denne periode er killingerne totalt afhængige af deres mor, som kun forlader dem, når det er absolut nødvendigt. De kan IKKE spise selv eller komme af med urin og afføring. De sover og dier det meste af tiden, og moren stimulerer killingerne til at komme af med urin og afføringen ved at vaske dem ved kønsdelene og på bugen. Killingerne kan ikke kontrollere deres kropstemperatur og har derfor brug for hinanden og moren til at holde sig varme.

Hold mor-katten indendørs, indtil killingerne er 4-5- uger gamle. Hvis der sker moren noget (fx at hun bliver kørt over), hænger du på at skulle give killingerne modermælkserstatning med sutteflaske hver 3. time, indtil de kan spise selv. Og det er ikke sikkert, at killingerne kan overleve det!

Killingernes øjne åbnes på et eller andet tidspunkt, når de er mellem 2 og 16 dage, men normalt når de er mellem 7-10 dage gamle. I starten er killingerne dog ikke i stand til at skelne omgivelserne klart eller orientere sig ved hjælp af synet.

Tænderne begynder at bryde frem omkring 2 ugers alderen. Efter fødslen bevæger killingerne sig fremad ved hjælp af forbenene, idet de trækker bagbenene efter sig. Men i løbet af de to første uger udvikles evnen til også at bruge bagbenene. I den sidste del af perioden begynder killingerne så småt at kravle rundt og lege med hinanden.

4-5 uger:

Fravænningsperioden starter, idet killingerne begynder at spise selv. De kan spise vådfoder blandet med vand eller modermælkserstatning til katte. Derudover kan de også begynde at spise opblødt tørkost. De kan også selv komme af med urin afføring nu og soignere sig selv. Moren begynder at bevæge sig lidt væk fra killingerne.

Hunkatten kan blive steriliseret, når killingerne er begyndt at spise selv. Ellers vil hun blive gravid igen og få op til 10 killinger, som sandsynligvis skal bringes til dyrlægen for at blive aflivet, da der ikke er nok hjem til dem.

Killingernes leg med hinanden bliver voldsommere, og de har brug for hinanden – især hvis de er moderløse. I løbet af denne periode udvikles killingernes evne til at skelne genstande fra hinanden og orientere sig. For at denne evne skal udvikles normalt, er det meget vigtigt, at killingerne får mange forskellige synsindtryk ved, at deres omgivende miljø er så stimulerende som muligt.

6-7 uger:

Tørkost kan serveres for killingerne - uden det er opblødt.

Killingerne ”slås” med hinanden i leg. De kravler rundt og undersøger de nærmeste omgivelser.

Moren lægger sig nu længere væk fra killingerne.

8 uger:

Moren er ikke væk fra killingerne i længere tid end en time. Og killingerne dier, når hun kommer hjem, eller hun selv kalder på dem. Hun går af og til væk fra dem for at få fred, men hun skrider ind, når killingernes leg med hinanden bliver for voldsom.

9-10 uger:

Killingerne dier stadig 4-5 gange om dagen. De bruger meget tid på at lege med moren, som dog begynder at afvise dem af og til.

10-12 uger:

Killingerne får lov til at die ca. 2 gange dagligt hos moren, hvis de insisterer. Moren begynder at afvise dem helt.

Killingerne skal være hos deres mor, indtil de er 12 uger gamle. Dette er for, at killingerne får den bedst mulige udvikling og for, at katte skal have lært at klare sig selv, når de skal væk hjemmefra og etablere deres eget territorium.

Har du fundet en moderløs killing på under 12 uger, bør du kontakte et Kattehjem for at finde en legekammerat til den. Det er MEGET vigtigt, at moderløse killinger er sammen to og to for, at de kan stimulere hinanden.

Se mere i menuen "Dyreværn" under ”Moderløse killinger”.

Fra 4 måneders alderen

Når killingen er ca. 4 måneder gammel, begynder den at tabe sine mælketænder for at give plads til de blivende tænder. I den periode kan killingen være noget af en plage, der kradser, river og bider i al ting. Men hav tålmodighed – det går over. Når killingen er 6 måneder, er tandskiftet overstået!

For at afhjælpe det værste, kan du drysse lidt baldrian-rod (i urteform) på en bamse, den kan bide i, på kradsetræet og en papkasse, hvorpå killingen vil afreagere. Du kan også holde killingen i et begrænset område (fx badeværelse og gang), så den ikke kan lave alt for meget ballade, når du ikke er hjemme.

Killingen kan blive kønsmoden allerede fra 4 måneders alderen. Derfor skal den steriliseres eller kastreres i 4-5 måneders alderen, når blot ørerne også er store nok til at få lavet den livsnødvendige øremærkning. HUSK at sørge for at få katten registreret i Dansk Katte-Register.

Hvis du ikke får katten steriliseret eller kastreret, vil der opstå en række problemer:

Hunkatten vil komme i løbetid med 2-3 ugers mellemrum året rundt, hvilket varer 5-8 dage hver gang. Hun vil rulle sig på gulvet og klage samt jamre højlydt for at tiltrække hankatte. Hunkatte er drægtige i ca. 9 uger. De kan få op til 3-4 kuld killinger om året og op til 10 killinger pr. kuld. Et antal, der er helt umuligt at finde gode og blivende hjem til.

En hankat vil strinte med ildelugtende urinudladninger for at markere sit territorium. Den vil strejfe og slås for at forsvare sit territorium. Det betyder, at den vil komme hjem med sår, bylder og sandsynligvis også sygdomme. Begge køn kan blive så frustrerede og stressede af deres kønsdrift, at de bliver urenlige og/eller aggressive.

Det er en slags dyrplageri at holde sin kat inde med sin kønsdrift, og katten skal jo heller ikke ud og bidrage til produktionen af hjemløse killinger. Der vil i hvert fald opstå mange problemer for omgivelserne, herunder naboer, der meget hurtigt bliver trætte at al den ballade, kønsmodne katte kan skabe.

En steriliseret eller kastreret kat vil være afbalanceret, renlig og mere rolig. Og den vil stadig have killinge-adfærden i sig og faktisk være legesyg hele livet igennem. Derfor har den brug for masser af aktivering. Hvis katten ikke kan komme udenfor for at blive stimuleret, må du aktivere den indendørs. Enten ved at anskaffe en ”legekammerat” til katten, og/eller du kan få ideer fra ”Aktivitetsfolderen” under "Trivsel" og "Indekatte". Fodr katten med foder, der er tilpasset dens alder, og det, at den er steriliseret eller kastreret.

  • brunstig_hankat1.jpg
  • mor-killing1.jpg
  • BamsePlage.jpg