ØremærkningØremærkning Hvorfor er det så vigtigt at få katten øremærket? Katten får sit eget ”CPR-nummer” Øremærket er et kodenummer, der tatoveres i kattens ører (HUSK at det skal være i begge ører, hvilket giver størst sikkerhed for aflæsning). Du bør få katten øremærket samtidig med, at dyrlægen steriliserer eller kastrerer katten, så det sker under samme narkose. Når din kat er blevet øremærket, skal du selv sørge for at få den registreret i Dansk Katte-Register (det er GRATIS). Man kan sige, at katten har sit eget "CPR-nummer". På denne måde kan man altid finde frem til rette ejer, hvis katten er løbet væk hjemmefra eller kommer til skade. Alle vil kunne se, at det drejer sig om en tamkat, og skulle katten komme af dage, vil ejeren kunne få besked herom. Det er trods alt bedre end at gå i uvished i længere tid. Det er også MEGET vigtigt, at inde-katte bliver øremærket og registreret. Inde-katte kan stikke af hjemmefra eller falde ud af vinduet i en lejlighed. En kat, der ikke er vant til at orientere sig udendørs, kan ikke finde hjem, da den jo ikke ved, hvor den bor. Hvis katten ikke er øremærket, er der ikke mange chancer for, at du får katten igen. Du kan få din kat GRATIS registreret i Dansk Katte-Register Dansk Katte-Register er oprettet af Inges Kattehjem. Registeret er landsdækkende og står til rådighed med oplysninger om ejers navn og adresse døgnet rundt - takket være et samarbejde med Falck. Registreringen er GRATIS. Du skal selv sørge for at få katten registreret og kan ikke regne med, at dyrlægen sørger for det. Det er kun muligt at søge på øre- og chip-mærke, og det er derfor ikke muligt at undersøge, om der holdes kat på en bestemt adresse. Vi anbefaler øremærkning frem for chip En øremærkning kan aflæses af alle og enhver, hvorimod en chip-mærkning skal aflæses af en dyrlæge. Det vil de fleste ikke betale penge for, fordi det er jo ikke deres kat, og katten er ilde stedt. Mange tror endda, at katten er ejerløs, fordi den ikke er øremærket. Øremærket signalerer derimod, at katten har en ejer, og at denne ejer kan findes. Katten og ejerskabet er sikret! Du bør aldrig lukke en killing ud, før den er blevet steriliseret eller kastreret og øremærket i 4-5 måneders alderen. En killing har endnu ingen stedsans, og uden øremærkningen har den ikke mange chancer for at komme tilbage til ejeren. Er det nødvendigt med halsbånd? Et halsbånd kan falde af, og derfor skal du altid få din kat øremærket. Når katten er øremærket, burde det ikke være nødvendigt med et halsbånd. Medmindre du bor tæt på en vej, hvor det kan være en fordel med et halsbånd med refleks. MEN sørg for, at det er et halsbånd med elastik, og at det sidder så løst, at katten kan krænge det af i tilfælde af, det sidder fast i en gren eller andet. Vi vil dog stadig advare om, at kattens pote/ben alligevel godt kan komme til at sidde fast i elastik-halsbåndet! |