2 voksne katte sammen

At sætte to voksne katte sammen

Det kan sagtens lade sig gøre at sætte to voksne katte sammen, hvis du følger vores råd.

Det er en forudsætning, at kønsmodne katte er neutraliserede (steriliserede eller kastrerede), inden du sætter kattene sammen. Ellers vil de slås på grund af hormoner og kamp om territorium. Desuden må to voksne katte ALDRIG sættes sammen for hurtigt. Katte vil - fra naturens side - IKKE bare uden videre acceptere en anden kat. Se også menuen "Adoption" under "Valg af kat" i punktet ”Vi anbefaler IKKE en killing til en voksen kat”.

Den ”nye” kat begynder med at være i et mindre rum

Den ”nye” kat begynder med at opholde sig i et begrænset rum; f.eks. badeværelset med kattebakke, mad og vand. En kat kan få stress (diarré og nægte at spise), hvis du giver den for meget plads i starten. Den har brug for tid til at vænne sig til de nye lyde og lugte - og den nye "fremmede" kat!

Kattene vænner sig til hinanden

Sæt døren på klem med en avis (i spænd) under, der forhindrer døren i at åbne eller lukke. Gennem sprækken (på 3-4 cm) kan kattene snuse til hinanden og gradvist vænne sig til hinandens lugte. Du fører også duftene frem og tilbage, når du har kælet med kattene. Du skal ikke opholde dig sammen med kattene 24 timer i døgnet, da kattene også har brug for ro til at vænne sig til den nye situation. Gå på arbejde eller forlad hjemmet, og lad kattene være alene hjemme - stadig med mellemrummet i døren.

I starten er hvæsen naturlig adfærd

I starten vil kattene hvæse ad hinanden og måske oven i købet af dig, fordi de er bange. Når kattene er ovre den værste ”sprutten”, kan den ”nye” kat tages med ind i en transportkasse til den ”gamle” kat, som kan få lov til at snuse. Lad eventuelt kattene bytte rum, så de også kan vænne sig til hinandens lugte på denne måde.

Efter 1-4 uger lader du kattene møde hinanden

Når kattene ikke hvæser og gemmer sig mere, åbner du døren op og lader kattene møde hinanden. Hvis kattene stadig er skræmte og hvæser meget, skiller du dem ad igen. Vent lidt længere med at sætte dem sammen.

Kattene bør holdes indendørs, indtil de har vænnet sig til hinanden

En udekat holdes inde, mens de to katte lærer hinanden at kende. Ellers risikerer du, at den ”gamle” kat tilbringer mere tid væk fra huset, og så får du aldrig kattene til at vænne sig til hinanden. Når den ”gamle” kat er tryg ved den ”nye” kat, kan du lukke den ud som sædvanligt. Den ”nye” kat holdes inde i 2-3 uger. Du bør først lukke den ud, når den er helt tryg ved at være indendørs. Det vil sige, at den først skal have vænnet sig til den anden kat og alle de nye lyde, lugte og mennesker.

  • Niko-bag-doer.jpg
  • BegraensetRum.jpg